Kongen modtagne Lønninger maatte love at erlægge Tiende, indeholdt dette i Virkeligheden paa en vis Maade en Skatskyldighedsanerkjendelse fra Kongedømmet som Institution ligeoverfor Kirken som en Institution af høiere Art og Rang, – ganske i Tidens hierarkiske Aand ikke mindre end i Lensvæsenets.
Det tredie Afsnit i det ægte Underkastelsesbrev udgjøres af en i almindelige Udtryk holdt Stadfæstelse fra Kongens Side af visse den Nidarosiske Kirke ved tidligere Leiligheder givne Privilegier.
Herved er først at fremhæve, at der her, i Modsætning til hvad Tilfældet er i Afsnittet om Tienden, udtrykkelig er Tale om Bekræftelse af tidligere Indrømmelser. Dernæst har allerede Maurer og efter ham Storm gjort opmærksom paa, at der under denne stadfæstelse indgaar to Grupper af forud udfærdigede Privilegier. Ældst er de, der af Kongerne indvilgedes i Anledning af Erkebispestolens Oprettelse i 1152. De angaar Biskopernes frie kanoniske Valg og Kirkernes Besættelse med Præster uden Indblanding fra det verdslige Styres Side. Desuden tilføies som en supplerende og udtømmende Betegnelse „et reliqua tum concessa“. De yngre Privilegier, som stadfæstes, er tre: Erkebiskopens Ret til paa sine Reiser at opbyde hos Bønderne saa mange Skydsheste, han for godt befinder, – hans Ret til frit at udføre til Island 30 Læster Korn og herfor at indkjøbe og toldfrit indføre Vadmel til Klæder for sine Mænd – og endelig hans Ret til i Kongens Sted at oppebære Arvemidlerne efter her i Riget afdøde udenlandske Geistlige. Om disse tre Rettigheder, hvilke dog vel at mærke i Brevet nævnes ganske antydningsvis og i Udtryk, som ikke lettelig vilde kunne forstaaes, hvis man ikke ad anden Vei besad nogen Kjendskab til Spørgs-
