gera“, samt at han efter Hjemkomsten „framdi tiund“[1]. Heri kan ganske vist ligge, at han ogsaa „fremmede Tienden“ ved at „sialfr gera“. Men den Udstrækning, hvori han personlig og for sin egen Del erlagde den, staar der intet om, og de nys citerede Udtalelser i Kong Magnus’s Kroningsprivilegium viser tydelig nok, at enten har Sigurds Efterfølgere betragtet hans Løfte om ogsaa selv at udrede Tiende som uforbindende for dem, eller ogsaa har Sigurd selv ikke udstrakt Tiendeerlæggelsen til Krongodsafkastningen, men begrændset den til andre mere personlige, kongelige Indkomstgrene. Hvilken af disse to Forklaringer, der er den rette) kan ikke bestemt sees. Men den Omstændighed, at der i Privilegiet kun er Tale om fra nu af at udrede Tiende af Kongernes faste Eiendomme, tyder dog nærmest paa, at den sidste bør vælges. I ethvert Fald er der intet at indvende mod Ægtheden af vedkommende Stykke i Privilegiet[2].
Den følgende Passus i samme Afsnit angaar, som sagt, Hirdmændenes Tiende af deres Løn. Herom kan imidlertid i sin Helhed henvises til Storms Redegjørelse (S. 25), hvoraf tør fremgaa, at Forpligtelsen er bleven indført ved selve Privilegiet, og at dettes Bestemmelse derom saaledes er ægte.
Om begge disse nye Tiendepaalæg kan der imidlertid spørges, hvad de havde at gjøre i et Dokument, der forøvrigt blot specificerer Kongedømmets Forpligtelser i Henseende til Lensunderkastelsen, men for de andre Kirken indrømmede Rettigheders Vedkommende enten helt tier eller nøier sig med summarisk at hentyde til
