Maurer (l. c. S. 63–64) og Storm (l. c. S. 24) anfører i den Anledning, at allerede Kong Sigurd Jorsalfarer – som bekjendt den Konge, der drev den almindelige Tiendeudredsel igjennem her i Riget – ogsaa havde forpligtet sig til at betale Tiende af sine Godser, og de synes i Henhold hertil at være enige om, at Bestemmelsen i Underkastelsesdokumentet om Tiende af Krongodserne i bedste Fald kun kan være stadfæstelse af ældre Ret.
Denne Opfatning kan jeg ikke dele. Læser man den Motivering, som Erkebiskop Eystein lægger Kong Magnus i Munden til Fordel for nævnte Tiendepligt –: „Set quoniam regii interest officio semet ipsum bene vivendi speculum exhibere ceteris et non solvere set implere, parvi quidem et momenti hortari verbo quod non confirmatur exemplo“ –, saa fremgaar, at det i Erkebiskopens Øine netop her hidtil havde manglet paa et godt Exempel fra Kongedømmets Side. Han siger udtrykkelig, at der er liden Mon i at opfordre (andre) med Ord, naar man ikke bestyrker disse i Gjerning. Og hermed stemmer ligeledes paa det nøieste de Ordelag, hvori Kongen paatager sig Forpligtelsen: „ammonitu vestro, reverende pater Augustine, firmiter deo vovendo promittimus, quod de terris nostris et mansionibus plenas secundum deum amodo persolvemus decimas.“ Disse Ord lyder ikke i fjerneste Maade som en Bekræftelse af, hvad der allerede gjælder, men som et Løfte om, hvad der „fra nu af“ („amodo“) skal gjælde, og som altsaa hidtil ikke har gjældt.
Modstiller man dernæst de anførte klare Ytringer Sagaernes indbyrdes ligelydende Beretninger om Sigurd Jorsalfarers Indførelse af Tienden, saa gaar de sidste i al Korthed alene ud paa, at han ved Modtagelsen af det hellige Kors’s Splint lovede, at „fremia tiund ok sialfr
