ledende Mænd lærte saavel i Syd som i Nord at anse Kirken som deres rette Fædreland, medens de med Mistillid og Ringeagt saa ned paa Staten og dens verdslige Styre, ligeoverfor hvilket de stadig søgte at varetage de kirkelige Interesser.
For dette hierarkisk-kirkelige Syn paa al Samfundsorden er Erkebiskop Eystein Aarhundredets ypperste Repræsentant i Norge. Ud herfra maatte det ligge ham meget nær at drage den Slutning, at naar Paven, som St. Peters synlige Repræsentant og hele den universelle Kirkes Overhoved, forlangte at betragtes som Lensherre over den – i det mindste efter sin Idé – universelle verdslige Øvrighed, Keiseren, saa burde Metropolitanen over den enkelte Kirkeprovinds, den synlige Repræsentant for det enkelte Lands Nationalhelgen, paa samme Maade udøve Kirkens Lenshøihed over Landets øverste verdslige Hersker, Kongen. Hvad Paven var for det hele, blev derved Erkebiskopen for sin Del af det hele. Der behøvede, saaledes tænkt, ingen uoverstigelig Kløft at opstaa mellem Universalkirkens almene og Provincialkirkens særlige Overhøihedskrav. De sidste kunde tværtimod ansees at indgaa som Led i de første, paa Seet og Vis at lokalisere og præcisere dem.
De fra Sagens kirkepolitiske Side hentede Indvendinger mod at antage det norske Kongedømmes Lensunderkastelse under Hellig Olaf og Erkebiskopen af Nidaros som en historisk Kjendsgjerning lader sig derfor ikke opretholde, og dermed falder ogsaa det vigtigste Argument for at anse det Dokument, hvori Underkastelsen udtales, for i dette Punkt at bero paa Forfalskning.
Det andet ane, som det for uægte Tilsætninger rensede Aktstykke behandler, er Kongens og hans Hirdmænds Forpligtelse til at erlægge visse Tiender.
