Metropolitan af Eysteins Karakter og hierarkisk-religiøse Livssyn som en simpel logisk Konsekvents af Kirkens Lære om de to Sværde.
Det maa erindres, at den daværende Pave, Alexander III, af hvem Eystein selv havde modtaget sin Indvielse, allerede som Kardinal Roland og Kantsler hos Pave Hadrian IV havde været en ivrig Forfægter af Kirkens Overhøihed over Staten. Navnlig havde han som Pavens Udsending paa den tydsk-burgundiske Rigsdag i Besançon 1157 fremlagt et Pavebrev, der gav at forstaa, at selve Keiserdømmet var et Len af Pavestolen, og under Forhandlingerne havde han endog fundet Anledning til at sætte denne Paastand saaledes paa Spidsen, at en af Keiserens Følge i Forbitrelse nær havde rendt ham sit Sværd i Livet, og at han af Keiser Frederik selv fik Befaling om øieblikkelig at forlade Rigsdagen og Landet. Som Pave hævdede han principielt den samme Synsmaade, og først saa sent som 1177 lod han ved Fredsmødet med Keiser Frederik i Venedig sit Krav paa at ansees som dennes Lensherre falde. At Eftergivenheden forsaavidt imidlertid kun var at opfatte som midlertidig, viser, som bekjendt, Innocents III’s Politik. Ligesom allerede i det 11te Aarhundrede Robert Guiskard havde taget sit sicilisk-neapolitanske Rige til Len af Paven, tvang Innocents Kongerne af England, Portugal og Aragon til at gjøre det samme, og overhovedet betragtede han alle Lande, hvorfra Peterspenge erlagdes til Rom, som staaende i Lensforhold til Pavestolen.
Samtidig med Udformningen af Fordringen fra Pavemagtens Side paa, at det aandelige Sværd i et og alt skulde erkjendes som det verdslige overlegent, gjennemsyredes Kristenheden fra Clairvaux af med den hellige Bernhards mystisk-kirkelige Idealer. Geistlighedens
