„neppe kan bevises, at Nidaros Kirke har været i rolig Besiddelse“ af de Rettigheder, som bl. a. Kronens Ofring skulde danne Udtryk for, samt at han „med Guds Naade vilde overgive Riget til sine Arvinger og Efterfølgere ligesaa frit og ubestridt,“ som han „ved Arveret havde modtaget det efter Fader og Forgjængere“, saa er Kongen i Virkeligheden et ligesaa godt Vidne som Erkebiskopen paa, at Magnus Erlingssøns Lensunderkastelse og Løfte om Kronens ofring var en historisk anerkjendt og uanfægtbar Sag.
Men dertil kommer, at hin Indvending skyder meget over Maalet, idet den først og fremst rammer Maurer’s egen Gjætning, at den paastaaede Lensunderkastelse alene skulde være en taktisk Opfindelse af Erkebiskop Jon til Brug under hans Forhandlinger med Kong Magnus Lagabøter. Hvis en saadan Underkastelse var en saa umulig Tanke, hvorledes havde det da kunnet falde Erkebiskop Jon ind at benytte den som en Paastand? En brugbar Løgn maa regne med det sandsynlige, medens en fuldbragt Kjendsgjerning kan være saa usandsynlig, den vil, naar den i sig selv ikke kan bestrides. Netop det fra almindelig kirkelig synsmaade stærkt irregulære i Nationalhelgenens Lenshøihed over Kongedømmet maatte gjøre det raadløst for en senere Hierark at opdigte og paaberaabe sig noget saadant, dersom han ikke havde havt en aabenbar Kjendsgjerning at støtte sig til.
Nærmere overveiet, kan det imidlertid heller ikke erkjendes, at en Underkastelse som den her omhandlede, skjønt liggende ude af Kirkepolitikens og navnlig den pavelige Politiks slagne Landevei, skulde være utænkbar fra ethvert kirkeligt Standpunkt. Tværtimod kan et saadant Lensforhold formodes i Kraft af Datidens egne Tanker og Foreteelser at have fremstillet sig for en
