hørende Afsnit i Privilegiebrevet til et eneste Falsarium, istandbragt i det 13de Aarhundredes 7de Tiaar i den Hensigt at støtte Erkebiskop Jon under hans Underhandlinger med Kong Magnus Lagabøter om Kristenretten og Geistlighedens Rettigheder overhovedet. De formelle Indvendinger, som de nævnte Forskere til Bevis for Rigtigheden af denne sin Paastand fremkom med, maa imidlertid ved Storms to Afhandlinger i Emnet ansees bortfaldne. Navnlig tyder den af ham paapegede iøinefaldende Lighed i Henseende baade til Stil og til slet Latin mellem Erkebiskop Eysteins Traktat om Hellig Olaf og de os her vedkommende Dele af det opbevarede Privilegiebrev med Bestemthed paa, at netop Eystein ogsaa er de sidstes Forfatter.
Af materielle Indvendinger har Paludan-Müller og Maurer egentlig kun at anføre den ene, at en saadan Lensunderkastelse under Landets Nationalhelgen og derved i Virkeligheden under denne Belgens synlige Repræsentant, Landets egen Erkebiskop, vilde være en i Kirkehistorien uden Sidestykke staaende og derfor i sig selv ganske utrolig Tildragelse. Herimod er imidlertid strax at bemærke, at Erkebiskop Jon Raude i de to „Kompositioner“ til Bergen og Tønsberg af henholdsvis 1273 og 1277 udtrykkelig paaberaaber sig Lensunderkastelsen og Løftet om Kronens ofring som historiske Kjendsgjerninger, og dette hans Vidnesbyrd kan, som ogsaa af Storm (l. c. S. 3–4) gjort gjældende, ikke afvises. Det kan i Virkeligheden saameget mindre afvises, som de samme Kjendsgjerninger heller ikke benægtedes som saadanne af Kong Magnus Lagabøter, mod hvem de af Erkebiskop Jon førtes i Marken, men alene bestredes som endelig retsstiftende. Naar Kong Magnus til hine Erkebiskopens Anførsler ikke har andet at svare, end at det
