Fjernes da de Stykker, som gjennem Storm’s bindende
paavisning er godtgjort ikke at have tilhørt det
oprindelige Dokument, saa bliver for dettes Vedkommende
følgende tilbage:
1) Den høitidelige Erklæring, hvorved Kong Magnus underkaster sig St. Olafs Lenshøihed tilligemed en udførlig forudgaaende „Harangue“ („Arrenga“) samt et med Underkastelsen umiddelbart sammenhængende Løfte fra Kongens Side om Kronens Ofring (til Martyren) efter hans egen og enhver efterfølgende Konges Død.
2) En af Kongen paatagen Forpligtelse til at erlægge fuld Tiende af sine Landeiendomme og Gaarde („de terris nostris et mansionibus“) og i umiddelbar Tilslutning hertil en Bestemmelse om, at Kongens Hirdmænd („stipendiales“) skal erlægge Tiende af sin Lønning („de suis stipendiis“) til Rigets Biskoper mod at erholde Løfte om Begravelse i Hjemstiftets Domkirke, hvis nogen af dem dør i sin Stilling som lønnet Hirdmand.
3) En afsluttende Erklæring, hvori alle Nidaros Kirke tidligere tilstaaede Begunstigelser („dignitates et privilegia“), hvoraf enkelte i al Korthed særskilt nævnes, af Kongen paany anerkjendes og bekræftes.
Da det ogsaa for den her af mig anstillede Undersøgelse er af Vigtighed, at det omhandlede Dokuments Karakter og Betydning fremtræder i det klarest mulige Lys, skal jeg nærmere gjennemgaa disse 3 Indholdsmomenter.
Hvad da først angaar Lensunderkastelsen under St. Olaf og Kronens ofring som ydre Tegn herpaa, har Maurer ligesom forud den danske Historiker C. P. Paludan-Müller vægret sig ved at erkjende dens Mulighed, og navnlig har Maurer villet gjøre hele det hid-
