desto mindre Rimkrøniken hverken opgiver den større eller den mindre Olafsfest (29de Juli og 3die August), men derimod den umiddelbart paafølgende større Helgenfest, Laurentiusmessen, den 10de August, saa tjener denne Omstændighed unægtelig til at bestyrke Rigtigheden saa vel af det nys ovenfor anstillede Ræsonnement som af Krønikens egen Dagangivelse. Med andre Ord, Sammenhængen kan formodes at have været den, at Kroningen fra først af har været ansat til Olafsdagen, men at den derpaa ved indtrufne Hindringer af en eller anden Art nødtvungent har maattet udskydes et Par Uger. Hvilke disse Endringer har kunnet være, nytter det jo ikke at gjætte paa. De kan have reist sig fra de vigtige Forhandlinger, som først maatte tilendebringes, og som maaske har truet med i sidste Øieblik paa et eller andet Punkt at briste, eller de kan simpelt hen have ligget i uforudseede Reiseforsinkelser for Mødets Hoveddeltagere el. lign. I ethvert Fald vilde det endelige Valg af Laurentiusmessen paa denne Maade finde en meget ligefrem Forklaring.
Forøvrigt bør det udtrykkelig fremhæves, at Rimkrønikens Anførsel af „St. Laurits Dag“ ifølge dens ordlyd ikke gjælder selve Kroningen, men „Herredagen“ og Forhandlingerne om, hvad den kalder „en Religionssag“. Men paa saa fin Vægt tør neppe dens Ord veies. Sandsynligheden taler for, at naar den har fundet Dagen angivet, saa har det været Dagen for selve den store, hidtil i Landet useede Høitidelighed, Kroningen, ikke for Rigsmødets Sammentræde.
Ved den indledningsvis allerede berørte Undersøgelse fra Gustav Storm’s Side af det bekjendte Do-
