Datoer, og det uagtet de mange Helgendage tjente til at støtte Erindringen. Tidligere havde man derimod blot de vexlende Aarstiders Mærkedage at holde sig til og da navnlig Vinterdagen, den 14de Oktober, som begyndte, og Sommerdagen, den 14de April, som afsluttede Vinteren. Under disse Omstændigheder opstod derfor fra først af meget naturlig den Aldersberegning, som de gamle Nordmænd gjennemgaaende anvendte, nemlig efter Vintre[1]. Naar en nyfødt havde oplevet det hele eller en Del af Vinterhalvaaret, var dette hans første Vinter, og fra Vaaren af sagdes han følgelig at være en Vinter gammel, og saaledes videre fremover. Eftersom Aarene gik, blev Antallet af Vintre og af Aar forsaavidt ens, som hvert helt Aar jo havde sit Vinterhalvaar. Men i Anvendelse paa et enkelt Aar betegnede ikke Aldersangivelsen efter Vintre, at Aaret var, hvad man i nyere Tid vilde kaldt, fyldt; thi som sagt efter Dage regnede man overhovedet i denne Forbindelse ikke, – man indskrænkede sig til at tælle Vintrene[2].
Efter dette kan de ovenanførte Aldersangivelser i Sverres Saga alene forstaaes ligefrem efter deres Ordlyd: da Magnus havde oplevet 5 Vintre, udraabte hans Partifæller ham i Bergen til Konge (1161), da han havde
- ↑ Jfr. Weinholdt, Altnordisches Leben, S. 375.
- ↑ Jeg har saameget mere troet at burde med nogen Udførlighed omhandle dette Punkt, som det ikke er frit for, at Munch ogsaa andetsteds i sit store Værk ved Leilighed benytter et lignende Ræsonnement for at faa ulige Aldersangivelser til at rime sammen. Jfr. forøvrigt Glossariet til Norges g. Love under vetr, hvor ikke alene de i Lovene forefundne Aldersangivelser o. lign. efter vintre er sammenstillede, men hvor man ogsaa ser, hvorledes Betegnelsen „Vintre“ efterhaanden i yngre Kilder i det mindste nærmer sig til at bruges i Betydningen Aar.
