Det sidste vil rigtignok Munch ikke lade gjælde. I Noten S. 930 i 2den Del af N F H. mener han, at Magnus, som formentlig født senhøstes 1156, ikke før senhøstes 1164 har fyldt sit 8de Aar og derfor Sommeren 1164 endnu kunde siges blot at være 7 vintre gammel, samtidig med, at dog ogsaa Snorre kan have Ret ved at opgive hans Alder i 1164 til (omtrent) 8 Vintre, om han end „ikke ganske havde fyldt sit 8de Aar“. I Sammenhæng hermed staar det, at Munch paa et andet Sted (III, S. 183) omskriver Sagaens Angivelse af Magnus’s Alder ved hans Fald i 1184 derhen, at han var „28 Aar gammel eller i sit 28de“. Munch vil med andre Ord ogsaa her antyde, at man ifølge oldnorsk sprogbrug kunde siges at være et vist Antal „Vintre“ (i den sildigere Betydning af „Aar“) gammel, selvom man blot nærmede sig vedkommende Fødselsdag. Herimod er for det første at bemærke, at dette helt strider mod den Maade, den almindelige Mand endnu den Dag idag i Norge udtrykker sin Alder paa. Der holdes strengt paa, at man ikke er saa eller saa mange Aar gammel, inden man virkelig har fyldt vedkommende Aar. Skal et „omtrentlig“ udtrykkes, bliver dette ligefrem ved en eller anden liden Tilføielse sagt.
Men dernæst er det særlig at mærke, at en Beregning af en Persons Alder efter Fødselsdagen slet ikke er oprindelig og national norsk Skik. Endnu nutildags kan man paa Landsbygden træffe Folk, især tilhørende en ældre Generation, der ikke kjender sin Fødselsdag, men enten kun sin Daabsdag (som de har læst sig til paa Daabsattesten) eller endog blot den Tid paa Aaret, da de kom til Verden (f. Ex. „ved Tyttebærleite“, som der engang paa et direkte Spørgsmaal blev svaret). Overhovedet gik det meget langsomt med under kirkelig Indflydelse at indøve Befolkningen i at fæste sig ved bestemte
