at der forelaa begrundet mistanke om, at eieren havde gjort sig skyldig i varefalsk eller tyveri. Som vidner mod dem kunde alene uberygtede personer bruges. Hvis et skib blev arresteret paa grund af gjeld eller mindre forseelser, kunde det løses mod kaution for fordringens eller pengebodens beløb. Til den offentlige vegt paa byens torv skulde enhver have fri adgang. Hvis en nordmand ikke samme dag afhentede en kjøbt vare, kunde eieren ustraffet sælge den til en anden.
Jeg beder bemærket, at disse bestemmelser ikke er eiendommelige for de norske hanseprivilegier. De hører for den største del til den faste bestanddel af det 13de aarhundredes privilegier for fremmede kjøbmænd, hvis stilling tidligere, lige ned i det 12te aarhundrede, havde været retløs. Det er ikke for intet, at ordet elende (ɔ: udlænding) har faaet den betydning, det endnu har. Disse i vore øine temmelig selvsagte rettigheder havde imidlertid kostet megen kamp og mange ofre, men i denne kamp havde de fremmede rigtignok havt en kraftig forbundsfælle i romerkirken. Kampen mod den barbariske strandret og grundberøringsretten aabnedes egentlig af en pavelig legat, Guido, som i 1260-aarene besøgte Nord-Tyskland og Norden, men den var saa seig at faa bugt med, at den først i den nyere tid er blevet helt afskaffet.
Under Haakon V (1299–1319) indtraadte en sterk national reaktion mod de tyske. I 1316 blev de fremmedes udførsel belagt med en udførselstold, der rettede sig efter varens art og udgjorde fra 1⁄48–1⁄12 af varens værdi; og det blev dem forbudt at udføre stokfisk eller smør, hvis de ikke havde indført mel, malt eller andre »tunge varer«. I 1317 blev det bestemt, at de fremmede kjøbmænd kun maatte sælge en gros, og en komite paa 11 mand blev udvalgt til at foretage alt indkjøb fra de fremmede og overlade det indkjøbte til borgerne for indkjøbspris. Dette skede for at hindre en konkurrence, der kunde drive priserne op. Af samme grund blev det forbudt kongens fehirde at overbyde borgerne eller disse fehirden. Forøvrigt var prisen paa alle varer fastsat ved vedtægt.
