Først i anden halvdel af det 13de aarhundrede grundlagde
Lübeck sit eget og hanseaternes handelsvælde i Bergen,
som lidt efter lidt var blevet stapelplads for Nord-Norge
og dets vestlige skatlande og specielt for fiskehandelen.
Den ældste kjendte handelstraktat mellem Norge og Lübeck er af 1250, men først ved Erik Magnussons privilegium af 6te juli 1294 erhvervede hanseaterne og specielt lübeckerne de rettigheder, hvorpaa deres handelsvælde i Norge egentlig hvilede. Disse synes dog vistnok i vore øine ikke meget betydelige. De har frihed til at seile paa de norske stæder og havne, men de skal strax ved ankomsten anmelde sin ladning til kongens ombudsmand og ansøge om at maatte faa opskibe sine varer i husene; denne ansøgning burde vistnok ikke afslaaes, men kongens ombudsmand havde 3 dages frist til at udøve kongens forkjøbsret til deres varer, og denne udøvedes paa den maade, at kongens ombudsmand selv bestemte prisen. I 1316 klager kjøbmanden over, at kongens fehirde kun betaler ⅔ af varens værd, i hvilken anledning kongen byder, at der skal betales fuldt værd. Efter de 3 dages forløb kunde de sælge sine varer paa torvet eller føre dem videre, dog ikke nordenfor Bergen uden kongelig tilladelse.
Af korn betaltes en indførselstold, af hvert skib et skippund mel eller malt, efter fogdens valg, dog saa, at han ikke kunde vælge det kostbare hvedemel. Strandretten skulde ikke kunne gjøres gjeldende mod tyskere. Arv efter her i landet døde tyskere skulde staa i forvaring 1½ aar for arvingerne. De var fritagne for de almindelige kommunale byrder: skipadrátt (undtagen ved de kgl. skibe), vaabensyn, ledsagelse af dødsdømte til retterstedet og nattevagt. Ligesaa var de fri for ledingspligt, hvis de før jul forlod landet, eller hvis de paa grund af uveir maatte opsætte afreisen til over julen, naar de blot ikke drev handel. Sine skibe kunde de fragte bort til fart paa andre tilladte steder, og de kunde ikke selv tvinges til at fragte andres skibe. For skibsfolkenes forbrydelser heftede kun disse selv, ikke kjøbmanden, og privatpersoner kunde ikke trækkes til ansvar for sit hjemsteds eller sine medborgeres forseelser, med mindre disse havde negtet at stande tilrette. Ubeviste beskyldninger kunde de rense sig fra ved mededsmænd af samme stand. Deres skibskister kunde alene i de tilfælde ransages,
