det Liv, som levedes paa disse gjæstfrie Steder, der laa i Række langs den nordlandske Kyst, og hvor alle var velkomne. Desværre er der neppe Grund til at haabe, at der kan skaffes mange Oplysninger derom.
- Enebak Præstegaard d: 13de Septbr. 1814.
Kjæreste Ven og Broder!
Da jeg i Gaar modtoeg dit kjærkomne Brev med de mange deri indeholdte – og jeg tilstaaer det –– velfortjente – Skrub for min lange og fast utilgivelige Stiltienhed, kunde jeg dog ikke undlade at gjøre den Bemærkning, at ogsaa Du seer Skæven i din Broders Øye, uden at blive vaer Bjelken i dit eget – Ja vist gode Dass! er jeg en doven, meget doven Skribent; ja vist fortjener jeg i den Henseende alle de Skrub, jeg faaer; men hvad er og hvad fortjener da Du, der efter – jeg veed ikke, hvor mange Aars Stiltienhed omsider sender mig 8½ Linie og deri fast ingen Underretning om det mig saa kjære Nordland og dets Beboere. – Dog vi ville qvitte, og begge aabenhjertigen tilstaae: Vi falde alle i mange Stykker. –
Nyheder vil Du have, politiske Nyheder fra denne Kant. – Desværre, hvad jeg kan fortælle Dig, vil sandelig ikke være lysteligt at læse. – At vi i Ordets bogstaveligste Forstand ere solgte, solgte af Mænd, til hvem Nationen betroede sine Hære og Forsvarsmidler – solgte til Svenske for svenske Penge; at vert Lands Lykke og Selvstændighed og Ræder blandt Fremmede er tabt, maaske uigjenbringelig tabt, dette vil Du med Sorg erfare, naar jeg beretter Dig de nyeste Krigs- og politiske Begivenheder fra vor Egn. –
