Jorsalfarers Dage indtil 1180, hvorimod han efter dette Aar kun har en enkelt kort Notits under 1184, nemlig om Kong Magnus Erlingssøns sidste Nederlag og Fald. Da han afslutter sin sammenhængende Beretning med at fortælle om Erkebiskop Eysteins Flugt til England i 1180, fordi han ikke vilde underkaste sig „Sverre Præst“, tør man vistnok gaa ud fra Paalideligheden af den Formodning, som Munch fremsætter i Fortalen til 2den Del af N F H. (Pag. V–VI), gaaende ud paa, at disse engelske Meddelelser om Begivenhederne i Norge skyldes Erkebiskop Eystein selv. I saa Henseende kan det ogsaa fremhæves, at Benedict kun nævner Erkebiskopens Ankomst til England, ikke derimod hans Tilbagereise i 1183[1].
Det os her nærmere vedkommende Stykke af Abbed. Benedicts Beretning[2] lyder saaledes:
„Levaverunt [proceres regni] in regem Magnum filium Herlingi et præfatæ Christinæ. Qui non valentes sustinere bellum contra Haconem, secesserunt in Daciam; ubi in brevi tempore reparatis viribus, redierunt in Norweiam; et habito bello apud Tunebergam inter ipsos et Haconem, retentis navibus et armis, ipsum fugaverunt, quem in sequenti æstate[3] insecutus est. Et habito inter eos navali prælio in loco qui dicitur Vee[4], interfectus est Haco, et
- ↑ Efterat dette var skrevet, sees nu ogsaa G. Storm i sin efterladte Afhandling om „Kong Sverres fædrene Herkomst“ at erkjende, at Meddelelserne maa hidrøre fra Erkebiskop Eystein selv, hvem han tænker sig som Forfatter af en skriftlig Beretning, der af Benedict eller dennes Hjemmelsmand er bleven gjengiven i Uddrag. Hist. Tidsskr. IV, 2, S. 170.
- ↑ Hos Stubbs, I, S. 266 ff. Se nu desuden Aftrykket i G. Storm’s nævnte Af handling i dette Tidsskrifts 4de Række, 2det Bind, S. 186.
- ↑ Roger af Hoveden tilføier her for Tydeligheds Skyld: »Magnus filius Herlingi et Christinæ«.
- ↑ D. e. Veø i Romsdalen.
