I Virkeligheden er Snorres Saga om Magnus Erlingssøn
ikke alene den ældste, men ogsaa den eneste Kilde
for Angivelsen af 1164 som Kroningsaaret. De sildigere,
vidtløftige Sagahaandskrifter, der bl. a. ligger til Grund
for Udgaven i Fornmanna Sögur (7de Bind), er for dette
Punkts Vedkommende kun at betragte som Afskrifter af
Snorre, og det samme gjælder Aarstallet i de islandske
Annaler, hvis ældste Hovedstok jo først er kommen istand
omkring 1280[1], og som desuden ogsaa ellers trofast følger
Snorres Tidsregning[2].
I Modsætning hertil er det egnet til at vække Opmærksomhed, at Aaret 1163 angives som Kroningsaaret i hele tre indbyrdes af hinanden uafhængige Beretninger, der alle er ældre end Snorres Værk, og som tillige alle tre nyder hævdet Anseelse som meget paalidelige. Disse tre Kilder er Fagrskinna, Sverres Saga og den engelske Annalist Abbed Benedict af Peterborough.
Den sidste, som igjen afskrives af Roger af Hoveden, Kapellan hos den 1189 afdøde engelske Konge, Henrik II, bringer en kortfattet, men i Hovedtrækkene rigtig Oversigt[3] over Norges Historie fra Magnus Barfods og Sigurd
- ↑ G. Storm i Annaludgavens Indledning Pag. LXXXIII.
- ↑ Smstds. Pag. LXXX: „Norges Historie i Annalerne synes helt igjennem at bygge paa Kongesagaerne: for de ældre Aarhundreder (9de til 12te) er helt igjennem Snorres Skrifter og navnlig hans Tidsregning lagt til Grund“. Først fra 1177 af tænker Storm sig Sverres og de senere Kongers Sagaer benyttede.
- ↑ Af større Feilangivelser er egentlig blot at mærke, at han anser Magnus Barfod som Broder af, istedetfor Fader til Sigurd Jorsalfarer, og som Følge heraf Harald Gille som sidstnævntes Fætter istedetfor Broder. Derhos lader han etsteds ved en Feilskrift Erling Skakke dø istedetfor Sigurd, uagtet han senere ganske rigtig anfører Erlings Fald i 1179.
