Tog til denne Egn[1], hvor Fyrstebesøg vistnok ellers sjelden eller aldrig havde været kjendte.
For imidlertid at vende tilbage til Biskop Karl, da var han altsaa foreløbig Fange paa Anders Muus’s Bispegaard i Oslo. At forgribe sig paa en Biskops personlige Frihed vilde i Romerkirkens Velmagtsdage have været en overmaade dristig og skjebnesvanger Handling, thi den, der vovede noget saadant, var allerede ved selve Gjerningen, selv om formelig Bansættelse ei fandt Sted, falden i Ban (excommunicatio latæ sententiæ), ja der kunde endog efter en saadan Fremfærd paafølge et Interdict over det hele Land. Men de Tider vare forbi, da man havde noget alvorligt at frygte fra Rom. Naar den nu længst tæmmede Pavemagt fik sine Afgifter og Sportler og kunde udsende sine Afladskræmmere, lukkede den sine Øine til næsten, hvad det saa skulde være. Man tænke paa, hvad der var foregaaet i Bergen 1455!
Allerede i Arvid Siggessøns ovenfor omtalte Brev berettes, at Christiern strax tog den befæstede Bispegaard i Besiddelse, og det paa en saadan Maade, at han dengang sikkert ikke har tænkt paa nogensinde at ville slippe den af sine Hænder. Han lod nemlig strax Gaarden „bespise“ (ɔ: proviantere) og lod falde den Ytring, at, om her igjen kom en Biskop, da maatte han, om han saa vilde, gjerne faa Lov at bo i Ladegaarden, „men paa Slotte eller murede Gaarde skulde de herefter ikke mere sætte sig“. Han lod videre ogsaa Bispestolens Indtægter ligefrem beslaglægge, og den Mand, som indsattes til verdslig Bestyrer af Gaarden og Godset, blev den samme Knut Knutssøn, om hvem det ovenfor er sagt,
at han ikke havde staaet paa den bedste Fod med Biskop
- ↑ Styffe, Bidrag o. s. v. V. 265.
