Saavidt Arvid Siggessøns Brev, som bar den Fordel
at være et samtidigt Vidnesbyrd, men dog som formentlig
hvilende paa Biskoppens Søsters Beretning ikke
kan undgaa al Mistanke om mulig Ensidighed i Enkeltheder.
Men denne Beretning er saagodtsom det Eneste,
vi kjender om disse Begivenheder. Jens Nilssøns korte
Beretning er nemlig saa meget yngre, dog kan den nok
tænkes at hvile paa ældre, nu tabte Optegnelser. Foruden
hvad ovenfor er anført af Jens Nilssøn, meddeler
denne ogsaa dette, at de, der fangedes efter Kampen paa
Thoten (Kjølveien), havde „skyldt paa“ Biskop Karl.
Hans Families nære Venskab med Arvid Siggessøn tyder
ogsaa paa, at Biskoppen, om han end har maattet lade
sine Folk støde til Christiern, har staaet i Forbindelse
med dennes Fiender og maaskee staaet bag ved Opstanden,
ligesom der jo neppe kan være Tvivl om, at han fra
første Færd af har været uvillig stemt mod den unge
Fyrste.
Tilstandene paa Hedemarken og en stor Del af Oplandene i det Hele vare altsaa i høi Grad urolige og ulykkelige om Vaaren 1508. I April og Mai var der en Bevægelse i Solør og paa Hedemarken. Den fordrevne Thorkel Jonssøn, der fremdeles kaldte sig udvalgt Biskop af Oslo, havde gjort Indfald fra Sverige, hvor hans Skjebne havde vakt Deltagelse. Han havde faaet Understøttelse af svenske Biskopper og af Befalingsmanden i Wermeland, Olof Bjørnsson. Men Hjelpen fra Sverige, hvor Hr. Svante Nilsson var altfor meget optagen med andre Sager, blev ikke tilstrækkelig til at udrette Noget af Varighed. Ogsaa i Thelemarken, uvist dog, om i den Del, som hørte til Hamars Stift, var der Bevægelser blandt Bønderne, og Christiern skal selv have gjort et
