hvoraf dog kun 60 „Hofmænd“ (formodentlig Knægte af Akershuus’s Besætning), Resten vare „Kjøbmænd fra alle Kjøbstæder, Baadsknægte og allehaande løst Parti“. Peder Kempe havde Aftenen i Forveien begivet sig bort til en Klerk og var saa heldig, da han hørte, hvad der var skeet, at komme afsted til Dalarne. Biskoppens Søster blev derimod greben, men den unge Herres Sekretær eller „Cantsler“ (det var den senere Erkebiskop Erik Walkendorf), der altsaa maa have fulgt med ved denne Leilighed, skaffede dog hende fri imod Løfte om Godtgjørelse derfor; hun begav sig strax til Arvid Siggessøn og gav ham Besked. Hendes Beretning ligger da formodentlig til Grund for den indholdsrige Skrivelse af 29. Febr. Hvorledes det var gaaet Biskop Karl selv, vidste man paa Hamar ikke sikker Besked om. Christierns første Foregivende, at han havde ham med sig til Hamar, var kun Opspind. Men den Hest og den Slæde, hvormed den ulykkelige Biskop havde forladt sin Borg, gjenkjendte man ved Christierns Ankomst, thi med denne Befordring var en anden af Christierns Ledsagere til Hamar, Biskoppen af Oslo Anders Muus[1] kommen kjørende. Det hed sig nu, at Karl var „indmanet“ paa denne sin Embedsbroders ligeledes befæstede Bispegaard i Oslo, medens hans Følge skulde være kastet ind paa Akershuus. Endelig hed det ogsaa, at Christiern havde skrevet efter Erkebiskop Gaute i Nidaros og Hr. Nils Henrikssøn paa Østraat for
at berede dem samme Skjebne som Biskop Karl.
- ↑ Denne ynkelige Prælat, et Creatur af Christiern, var nys bleven indtrængt paa Oslo Bispestol af Kong Hans, idet den udvalgte Biskop, Nordmanden Thorkel Jonssøn var fordreven til Sverige. Siden blev det Anders Muus’s Skjebne selv at fortrænges af en anden dansk Mand, Hans Mule.
