Karl, men som tillige – hvad Christiern dengang endnu var uvidende om – ligesom Biskoppen ikke var fri for svenske Sympathier. Der kom en Tid, da Christiern fik dette at vide, og Knut Knutssøn, der imidlertid var bleven Ridder, maatte saa i 1519 blandt andet ogsaa af den Grund lade sit Liv paa Skafottet[1]. Om hans Administration af Stiftet har man et Vidnesbyrd i et tilfældigviis bevaret Document af 1509, hvori han som „Høvedsmand paa Hammergaard paa min naadige Fyrste, Hr. Christierns Vegne“ giver en Kirkeværge Kvittering for aflagt Regnskab til Hamar Domkirke for Alms Kirke i Fron[2].
Naar maaskee undtages Anders Muus af Oslo, maatte dog Norges Prælater selvfølgelig i høi Grad forbitres ved en saadan Adfærd imod deres Collega, og især maatte dette være Tilfældet med Erkebiskop Gaute, den afsagte Fiende endog af Foreningen med Danmark i sig selv, endmere naturligviis af en saadan Repræsentant for denne, som Christiern. Denne sidste skal i 1507 have indfundet sig i Throndhjem og forlangt, at Gaute skulde krone ham som Norges Konge, men have faaet et bestemt Afslag: „Vi have nok af en kronet Konge heri Riget, Eders Fader“[3]. Efter Karls Fængsling fortalte man i Sverige, at Erkebispen gjorde krigerske Rustninger og „lod alle Langskibe nordenfjelds gjøre rede“, men dette har neppe været mere end et Rygte[4]. Men som Rigets Primas maatte dog Gaute lade høre fra sig i Biskoppens Sag, og han
skrev da til Kong Hans i Danmark fra Throndhjem 31.
