ningen ikke stod paa fastere Fødder, end at Oprørere altid kunde danne en Flok og vinde et Parti, er bleven greben af en uimodstaaelig Begjærlighed efter selv at tilegne sig Magten og derfor har udgivet sig for Kongesøn. Til Fader laa det da nærmest at vælge den usædeligste af Harald Gilles Sønner, hvem man jo kunde tiltro saa mange Børn, det skulde være. Han har sparet sig Beviser og erstattet dem ved Bedrifter. For hver Seir bøiede sig Flere og Flere for den opgaaende Sol. Han kunde efterlade sin Søn Riget. Dette blev ogsaa, om end efter haarde Kampe, hvis Krigsomkostninger Fædrelandet maatte betale, i hans Æt. Sverres og hans Efterkommeres Modstandere fandt ingen Historieskrivere; ingen Islænding turde fortælle eller fandt sin Regning ved at fortælle deres Saga. Men i den første Menneskealder efter Sverres Død, vist ogsaa ind i den anden, har hans Herkomst nok havt sine Skeptikere, og det sikkert endog blandt Birkebenerne selv, men man har ikke vovet at tale høit om den Sag. Og tilsidst er al Tvivl forstummet, lige indtil den Tid, da en kritisk Historieforskning opstod ogsaa i Norden. Victrix causa diis placuit.
