ikke havde undladt at meddele dem til sin Historiograph til optagelse i Sagaen, og 2) havde Brødrene Inge og Sigurd, ved den Tid, til hvilken Sverre lader sin Fødsel hensætte, forlængst hver sin Hird, og Sigurds usædelige Liv var vist saa vidtløftigt, at Inges Capellan vanskelig kunde følge det i Enkeltheder, ikke at tale om, at Eystein da vilde have vidst mere end nogen anden, thi Gunhild skulde jo have forstaaet at bevare Forholdet i enestaaende Hemmelighedsfuldhed!
Om de to andre engelske Chronister kan jeg ytre mig i Korthed. Det er da først Robert de Hoveden, der i sit Verk, der gaar til 1201, har udskrevet det i „Gesta Henrici“ optagne Fragment om Norge. Imidlertid finder jeg at burde anføre, at det er høist mærkeligt, at man hos Hoveden finder Tillæg til „G. H.“’s Text (saaledes, som den nu kjendes), der imidlertid sikkert ikke skyldes ham selv. Enten maa dette da forklares derved, at den ham foreliggende Text af „G. H.“ har været bedre end den, vi nu kjende af samme „G. H.“, eller ogsaa kunde den tabte norske Krønikedeel ogsaa have været Hoveden tilgjængelig, og han have afskrevet den nøiagtigere. Derhos har Hoveden ogsaa en Beretning om senere Begivenheder i Sverres Liv, som vrimler af Feil. At Sverre her kaldes „Søn af Sigurd, Norges Konge“, antager jeg at stamme fra „G. H.“ og finder ikke deri nogen særlig Betydenhed. Endelig er det Wilhelm Parvus’s († 1198) „Historia rerum Anglicarum“. Her fremstilles Sverre som et Uhyre og en Djevel.
Saavidt jeg nu formaar at dømme, er Sandsynligheden for Sverres kongelige Herkomst liden. Nærmest ligger det at tro, at den høit begavede, men egoistiske Mand, da han kom til Norge og mærkede, at Magnus Erlingssøns Kongedømme trods Lovforandringen og Kro-
