Sverres Oprør og Seire, Rygtet om hans Bedrifter har selvfølgelig strax naaet Danmark, og Forbindelsen mellem Rigerne har været stor nok, til at Saxo har havt Anledning til at erfare, hvad alvorlige og troværdige Nordmænd mente om Sverre.
Pavebrevene, hvilke jeg her ikke behøver at dvæle videre ved, ere derimod ganske naturlig en „Gjenlyd“ af nordiske Prælaters Klager til Curien. Jeg siger „nordiske“ og ikke blot „norske“, fordi Abbed Vilhelm af Ebeltoft har forfattet Breve i den blinde Erkebiskop Eriks Navn. Men dette er af Betydning, thi Vilhelm er en af de ædleste Skikkelser, som Nordens kirkelige Historie kjender. Heller ikke han har villet skrive om Sverre, som han gjorde, ifald han ikke har været overbeviist om, at han var en Bedrager. Derhos skal jeg alene minde om, hvilket eiendommeligt Indtryk det gjør, naar man læser Innocents III’s Brev om, at Sverre „til sin Moders Skam paastaar, at han stammer af kongeligt Blod“, og saa erindrer, at Sverres Saga foregiver, at Alexander III et Snes Aar i Forveien skulde have befalet Gunhild at aabenbare sin „Skam“ for Sønnen!!
Det er imidlertid de engelske Forfattere (eller egentlig kun den ene af dem), det især kommer an paa at betragte, da Storm lægger Hovedvægten paa dem. I Gesta Henrici II („Benedict af Peterborough“) findes under Aar 1180 en høist mærkelig Beretning om indre Kampe i Norge. Denne ender med at fortælle, at Erkebiskop Eystein samme Aar kom til England. Læseren bedes at gjennemsee Stykket (aftrykt i latinsk Original af Storm. S. 185 fgg. og i Oversættelse S. 170 fgg. i dette Tidsskrift, 4. Række, Bd. 2).
Man vil da finde, at Mere om Eystein end et Par Linier i Slutningen findes der ikke i det hele Stykke.
