benerne vilde have ham til Høvding, i Begyndelsen afslog deres Begjæring og opfordrede dem til at tage en af Harald Gilles Dattersønner (Birger Brosas Sønner) til Konge, da de vare ligesaa nær berettigede til Thronen, som Magnus Erlingssøn, det vil sige efter Sverres senere Paastande ingen Ret havde. Og senere seer man, at han tilbød et Compromis med (den „uberettigede“) Magnus om at dele Riget med ham.
Vi gaa nu over til at betragte de nye af Storm fremsatte Theorier, hvori han har meent at finde Argumenter for Sverres kongelige Herkomst. Som allerede i Begyndelsen af denne Afhandling anført, ere disse hentede fra de fremmede (ikke norske og islandske) Kilder til Kongens Historie.
Først meddeles Saxos korte Beretning, der som bekjendt ligefrem gaar ud paa, at Sverre løgnagtig udgav sig for Kongesøn. Den danske Historieskrivers Ord fremstilles af Storm som „en Gjenlyd af Sverres Fienders, [ɔ: de i Danmark landflygtige norske Prælaters] Ord“. Ganske vist en „Gjenlyd“ af Sverres Venners Ord er de ikke. Men det skal her kun bemærkes, at Saxo, om nogen af Middelalderens nordiske Historieskrivere, var en Mand af en saadan Characteer og personlig Værdighed, at han uden Tvivl maa have havt altfor stor Agtelse for Sandheden og for sit Kalds Ansvar til overhoved at være nogen „Gjenlyd“ eller Talerør for noget Parti. Jeg tror, at Saxo kun har udtalt sin Overbeviisning. Og den kan han meget vel have erhvervet sig, længe før Prælaterne flygtede til Danmark, da der, dengang dette foregik, allerede var henløbet en lang Aarrække siden Sverres Optræden som Thronprætendent og Partihøvding.
