først med en Usandhed at gjøre, da er det saare urimeligt at skrive den paa Moderens Regning. Hvo der tænker saa, tænker neppe sin Tanke til Ende.
Da Sverre optraadte som Prætendent, var en Aarrække forløben, siden Reglerne for Suceession i det norske Kongedømme havde modtaget en væsentlig Forandring. Denne Forandring var, som bekjendt, indført i Landets Love. At bestride den som uretmæssig kunde altsaa alene skee, naar man stillede sig paa det bizarre Standpunct, at den norske Stat skulde mangle den enhver Stat naturlig tilkommende Adgang til at forandre sine Love. Men for Sverre var der, naar han vilde gribe efter Kronen, ingen anden Udvei forhaanden end at gjøre den djærve Paastand, at den gamle, paa lovlig Maade forandrede Lov dog alligevel fremdeles skulde gjelde.
Da Alle ere enige om at tillægge Sverre en hans Samtidige saa høit overlegen Intelligents, kan neppe Nogen for Alvor mene, at han skulde have været overbeviist om, at Norges Lyksalighed først og fremst beroede derpaa, at enhver kongelig Frille- eller Horesøn skulde være berettiget til Rigets Throne, og at han ikke skulde have forstaaet, at Afskaffelsen af saadan barbarisk „Ret“ var et uhyre Fremskridt. Men for ham var der ikke andet at gjøre end at klynge sig til den afskaffede Lov og at affektere Overbevisningen, at den var bedre og mere velgjørende for Landet end den nye, der dog stod i Samklang med Europas civiliserede Landes. Sverre dreves med tvingende Nødvendighed til at blive Hykler, og det skal medgives, at i den Henseende viste han sig som Virtuos. Norge har sikkert aldrig havt en talentfuldere Skuespiller. Glemmes maa det forresten ikke, at der er Steder i hans Saga, hvor han optræder noksaa selvmodsigende. Han lader nemlig sin Historieskriver fortælle, at han, da Birke-
