Retshistorikeren Philipp Zorn, en Discipel af
Maurer, har i sit bekjendte Skrift „Staat und Kirche Norwegens“,
der udkom just under den tydske Culturkamp
givet en begeistret Skildring af Sverres Strid med den
romerske Curie. Ved Spørgsmaalet om hans Herkomst
dvæler han ikke nærmere, men hvad der hos en Beundrer
er ret mærkeligt, han udtaler sig (S. 113–114) dog derhen,
at Sverres „hele Optræden“ gjør det Indtryk, at
han ikke var den, han udgav sig for at være.
Syvhundredaaret efter Sverres Død fremkaldte en svensk Monographi om ham, af Prof. Gustaf Cederschiöld i Göteborg. Forfatteren, hvis Interesse for norsk Historie har al Ret til Paaskjønnelse, nærer den varmeste Sympathi for sin Helt. Vel indrømmer han (S. 36), at: „några bevis för Gunnhilds påstående framlades aldrig; hennes sons ord är vår enda borgen för, att hon verkligen framställt det“, men han skynder sig strax at tilføie: „Att Sverre själf trodde sig vara Sigurd muns sen förefaller otvifvelagtigt.“
Af alle de Bemærkninger, med hvilke nogle Forfattere saaledes have bøiet af fra en grundigere Undersøgelse af Spørgsmaalet om Sverres Herkomst, er dog vel ingen mere futil, end den, at han sikkert i ethvert Tilfælde „selv troede“, at han var Kongesøn. Det skulde altsaa kunne tænkes, at han vel i Virkeligheden ikke var det, men alligevel selv personlig mente at være det! Hvad vil dette sige? Det kan ikke betyde andet, end at en Moder efter (som det heder) i 24 Aar at have ladet sin Søn tro, at han var Færingen Unaas’s Søn, omsider paa sin gamle Alder opdigter en Fabel, om at han er Søn af Sigurd Mund, og saa indbilder sin Søn en saadan Løgn. Er noget utroligt, da vistnok dette. Har Sverre troet sig at være Kongesøn, da maa al Rimelighed være for, at han virkelig var det. Men har man
