sig for at være, Kong Sigurd Munds Søn, det kunde neppe hans Samtid, og det kan end mindre Nutiden med Sikkerhed afgjøre.“[1]
P. A. Munchs Omtale af nærværende Spørgsmaal hører til de svageste Puncter i hans store Hovedverk. Munch havde nemlig skjænket de „Sagn“ fra Færøerne om Sverre, der nylig vare meddelte af Præsten J. H. Schrøter i Antiqvarisk Tidsskrift (1849–51) sin Tiltro. Jeg vil ikke gaa videre ind paa disse „Sagn“, thi Gustav Storm har allerede for tyve Aar siden[2] for bestandig godtgjort, at de ere helt uægte og misvisende, og Ingen vil herefter tage mindste Hensyn til dem, men med Storm erkjende, at det Hele er lutter Phantasier. Men – Munch tog, hvad der ganske vist nu maa forekomme os besynderligt, Hensyn til Schrøter, og hans Opfatning blev paavirket deraf. Munch mener derfor, ligesom Keyser, at „mere taler for, at Sverre havde Ret, end for at han skulde være nogen Bedrager.“[3] Naar en Mand, som Munch, lod sig hilde af de „færøiske Sagn“, kan man ikke forundre sig over, at Biskop J. H. Darre, der efter at have taget Afsked fra sit Embede, skrev en tyk Bog om Sverre (et populært Skrift uden ringeste videnskabeligt Værd) ligeledes troede paa „Sagnene“ som god historisk Kilde. J. E. Sars har i sin Udsigt over Norges Historie (II, 122 fgg.) naturligviis ogsaa behandlet denne Sag Han er ikke blind for, at Sverres Paastand er høist tvivlsom, men ogsaa han kommer til det Resultat, at det „maaskee er det sandsynligste“, at han var Sigurd Mands Søn „eller ialfald, at han troede at være det“.
