hvis danske Historie er et Verk af overlegen Dygtighed, er fuldkommen paa det Rene med, „dass König Sverrir der Sohn seiner Thaten war“. Hans Bemærkninger ere korte, men slaaende[1].
Christian Magnus Falsen var ikke nogen lærd Historiker, men jeg tager dog her Hensyn til ham, fordi han var et af de bedste Hoveder, der have syslet med vor Historie. Han er Sverres Beundrer: „det er et opløftende Syn at skue den Helt, som nu træder frem paa Skuepladsen“ o. s. v. Derefter refererer han kortelig Sagaens Beretning om Sverres Fødsel og Gunhilds Romerreise. Hans klare Forstand siger ham: „Dette har ikke stor Sandsynlighed for sig. Rimeligviis har det været et Opspind af Sverre selv, for desto lettere at skaffe sig et Parti, hvilken Mening bestyrkes ved at læse de Drømme, hvorved han forstod at bebude sin kommende Storhed.“ Men strax nedenfor vinder Beundringen igjen overhaand. „I Grunden synes det temmelig ligegyldigt(!), enten han var Kong Sigurds Søn eller ikke, thi var han end ingen Kongesøn, viste han sig ikke mindre værdig til at beklæde Thronen, og han bliver altsaa ikke mindre stor(!), om man end anseer ham for Stifter af et nyt Kongehus.“[2]
Keyser, for hvem indgaaende og minutiøse Undersøgelser i Regelen laa fjernt, indlader sig ikke paa nogen Kritik af det foreliggende Spørgsmaal. Han nøier sig med at sige: „Om Sverrer virkelig var, hvad han udgav
- ↑ Dahlmaun, Geschichte von Dännemark (1841). II. 153 fgg. Dahlmann fremsætter bl. A. det Spørgsmaal, hvorfor Snorre afbryder sit Verk ved 1177, om det har været, fordi Karl Abbeds Saga tilfredsstillede ham, eller – fordi han, som samtidig med en norsk fra Sverre stammende Konge, tog Afstand fra at fælde en Dom om Sverres Herkomst.
- ↑ C. M. Falsen, Norges Historie III, 5–7.
