Tid kun er at melde om Fordærvelse og Forbrydelse, er ikke blot Phraser. Man var unegtelig kommen derhen, at enhver virkelig eller foregiven Frillesøn af en Konge ansaa sig berettiget til at forstyrre Landets Fred og væbne dets Sønner mod hverandre. Retten sad i Spydstagen, man hyldede Seierherren med Forbehold af naarsomhelst at falde fra ham, om en ny Usurpator havde endnu større Held med sig.
Inden vi gaa videre, skal der gives en kort Oversigt over tidligere Forfatteres Standpunct i det her omhandlede Spørgsmaal.
Torfæus er den første, der fremlagde Sverres hidtil kun i et kort Uddrag kjendte Historie for Almenheden, det vil sige den Almenhed, som forstod Latin. Denne Lærde har store Fortjenester, men hans Verk er kun refererende, paa egentlig Kritik indlader han sig ikke. Han er Sverres Beundrer og betvivler ikke hans Herkomst. Schøning kom desværre ikke til at behandle Sverres Historie uden forsaavidt, som han skrev om Erkebiskop Eystein; det her foreliggende Spørgsmaal har han ikke omtalt. Suhm stiller sig skeptisk[1], men efter nogen Hovedrysten slaar han sig til Ro med, at Sverre, „hvor om Alting er“, var en af Verdens største Mænd.
De to første nyere Historikere, hvis Bemærkninger om Sverres Herkomst fortjene at paaagtes, ere Werlauff og Dahlmann. Werlauff er som bekjendt den første, der har udgivet Sverres Stridsskrift imod Biskopperne, som han ledsagede med en mærkelig og meget værdifuld Indledning. Han er bestemt tilbøielig til at betvivle Sandheden af Sverres Udsagn[2]. Den tydske Forfatter,
