kunde fremlægges. „Affirmanti incumbit probatio“, men for den Retsfordring har han dispenseret sig. Kun har han gjort et Forsøg paa at lade en andens Jernbyrd ogsaa blive gjeldende for sig selv, men, som bekjendt, negtede hans „Broder“ Erik at vise ham denne Villighed. Han har da maattet nøie sig med det Factum, at Flere og Flere respecterede eller i ethvert Fald ikke høilydt bestrede hans Paastand, men erkjendte sig for indtil videre at være hans Undersaatter. I Sverige fandt han en virkelig Datter af Sigurd Mund, Cecilia, hvem Erling Skakke havde sendt ud af Norge og ladet ægte en svensk Lagmand, hvem hun ikke elskede. Hun higede efter at komme hjem til Norge, havde maattet høre, at de Brødre, hvem hun hidtil vidste om, vare komne af Dage, og det kan da ikke forundre, at hun skjænkede Sverre Tiltro som den eneste, i hvem hun nu kunde haabe n Beskytter. Saa var det Jarlen Birger Brosa, gift med en Datter af Harald Gille og Fiende af Magnus Erlingssøns Kongedømme. Selv Sverres Saga lader Jarlen i Begyndelsen være vantro ligeoverfor hans Paastande, men han fandt dog sin Regning ved at støtte ham, da Birkebenerne toge ham til Anfører, og senere, da Sverre var den seirende, kom Jarlens Søn til ham i Norge. De fredløse Birkebener vare just ikke meget nøieregnende med Hensyn til sin Høvdings Herkomst; for dem gjaldt det kun overhovedet at faa en Høvding, og i Thrøndelagen blev han saa tagen til Konge „efter den gamle Landslov“, i Virkeligheden dog, fordi der var et stærkt Parti, som hadede Erling Skakke og hans Søn. Borgerkrigene havde allerede i høi Grad virket demoraliserende. De mismodige Ord, hvormed Theodricus monachus afslutter sin latinske Norgeshistorie, som han ikke har Lyst til at føre længer frem, end til Sigurd Jorsalfarers Død, fordi der efter den
