hed –, om der ikke endnu paa den Tid, da han greb efter Kongedømmet, skulde have levet Mennesker, der kunde bekræfte, om ikke andet eller mere, saa dog dette, at Sigurd Mund og Gunhild engang havde opholdt sig paa samme Sted og overhoved idetmindste personlig havde kjendt hinanden, eller Mennesker, som iøvrigt vidste Noget, der kunde bidrage til at sandsynliggjøre hans Paastand. Men herpaa gjøres ikke det svageste Forsøg. Man fristes altsaa unegtelig til at søge Grunden til saadan Forbeholdenhed deri, at der ikke har været noget at anføre. Kun et eneste Sted forekommer Gunhilds Navn senere i Sagaen. Det er i den Tale, som Sverre holdt i Bergen 1197 (cap. 133). Han fortæller her: „Jeg i Sandhed er Sigurds og Gunhilds Søn“, og protesterer imod, hvad Biskop Nikolas har sagt, at „jeg ikke kan være Konge over Norge“. Men intet Bevis føres for, at han selv taler Sandhed, og at Nikolas lyver. Derimod opregner han sin Moders Æt „i alle dens Grene for alle Thingmændene“, og det heder, at flere af disse nu kom efter, at de gjennem Gunhild vare i Frændskab med Sverre. Men det er overflødigt at bemærke, at Moderens Slegtskabsforbindelser ere aldeles ligegyldige, hvor det gjælder at bevise, at hun har staaet i Forhold til Sigurd Mund, ligesaa lidt som det i den Henseende har nogensomhelst Betydning, om Gunhild har været „Trælkvinde“ eller af god Familie. Sverre har simpelthen omgaaet Sagens Kjerne, men ogsaa her vist sig som den slue Mand, han altid var, thi det har ikke slaaet Feil, at af de Tilhørere, der nu bleve hans Frænder, have mange følt sig smigrede ved denne Ære.
Noget positivt Skridt til at godtgjøre sin Herkomst har Sverre aldrig gjort, og man fristes stærkt til at søge Grunden deri, at han ingen Bevismidler har kjendt, som
