1150 eller 1151, altsaa hans oversendelse til Biskop Roe til 1155 eller 1156, maa strax erindres, at ifølge de islandske Annaler (Storms Udgave S. 116) er Roe først indviet til Biskop 1162 (altsaa af Eystein, der 1161 tiltraadte Erkebispedømmet, atter en interessant Omstændighed). Herpaa har man naturligviis forlængst været opmærksom, men uden at lægge videre Vegt derpaa. Jeg finder derimod denne Unøiagtighed meget graverende, thi det er jo slet ikke givet, at Roe (selv om han har været en indfødt Færing) allerede 6 eller 7 Aar før sin Indvielse har opholdt sig paa hine Øer; skal man slutte fra senere Tider, da denne Bispestol næsten altid besattes med en bergensk Geistlig, da er det endog sandsynligt, at han længe har været Præst eller Chorsbroder i Norge. I det Hele er Roe en saare lidet bekjendt Mand, og hans Dødsaar kjendes heller ikke.
At Sagaens Beretning vrimler af Usandsynligheder, tør saaledes med Bestemthed paastaaes. Men det er ikke alene ved sit positive Indhold, at den vækker Mistanke. Fuldt saa mistænkelig bliver den ved alt det, som den fortier. For Sverre som Thronprætendent maatte det jo aabenbart have været af meget stor Vigtighed, om han havde været istand til at give sin Paastand Troværdighed ved mere detaillerede Omstændigheder, og han havde sikkert ogsaa ladet Sagaskriveren meddele saadanne, om han havde kunnet og turdet det. Hvorfor fortier han f. Ex. ganske Gunhilds øvrige Livsforholde? Hvorfor faar man ei at vide, hvor hun og Sigurd lærte hinanden at kjende og traadte i Forhold til hinanden, hvorfor oplyses ikke engang Kong Sverres Fødested? Hvorfor lader Kongen, Sagaens Inspirator, Gunhild forsvinde, efterat hun har aabenbaret ham hans Herkomst? Det vilde dog være mærkeligt, – forudsat, at Sverre talte Sand-
