om end ikke fyrstelig Stilling under Magnus Erlingssøn som Konge. Ja, havde det endda været Kong Inge Haraldssøn, hvem Gunhild havde udlagt som sit Barns Fader, kunde Udsigter i den Retning maaskee have været tænkelige, thi vi see, at en Søn af denne Konge virkelig var optaget blandt Magnus’s Omgivelser (han faldt med denne ved Fimreite), men for en Søn af Sigurd, en Broder af Haakon Herdebred og Sigurd Marcusfostre, var der intet andet at vente, end at Erling Skakke vilde have staaet ham efter Livet, paa samme Maade, som han gjorde det med Kong Sigurds uægte Søn med hans egen Kone. Har Gunhild virkelig, dreven af sin Samvittigheds Braad, reist til Rom for der at skrifte, altsaa ikke nøiet sig med skriftemaal f. Ex. for Svogeren Roe, da vilde hun desuden ikke have fortiet for Skriftefaderen red Curien og for Paven, at Sønnen havde betraadt den geistlige Bane, noget hvorpaa Cleresiet sikkert vilde have lagt Vegt. Det er ikke rimeligt, at den Omstændighed skulde have bidraget til at styrke den mærkelige Interesse for Sverre og hans Rettigheder, som han har villet paastaa, at – Curien (!) nærede for ham.
Og saa Beretningen om, at Sverre af Biskop Roe skulde have faaet det Raad at betro sig til – Erkebiskop Eystein! Ganske vist var Færøernes Biskop en ringe Prælat i Sammenligning med det egentlige Norges fem Kirkefyrster, men i den Grad udenfor al Begribelse kan han da ikke let have været, at han jo ikke meget godt har vidst, hvad der var foregaaet i 1164 og navnlig kjendt vel til sin egen Metropolitans politiske Standpunkt. Overhoved er hele Sagaens Omtale af denne samme Roe mistænkelig. Sverre skal, heder det, i Femaarsalderen have været sendt til „Biskop“ Roe. Naar man efter samme Saga maa ansætte Sverres Fødsel til omtrent Aar
