kommer desuden den meget vigtige Kjendsgjerning, at just paa den Tid, da Eystein i Bergen 1164 gjennemførte de bekjendte nye Bestemmelser med Hensyn til den kongelige Succession i Norge, havde Alexander III en Legat i Norge, som var tilstede ved Magnus Erlingssøns Kroning og havde deltaget i de forudgaaende Forhandlinger. Vistnok var Pavens Stilling i 1164 trykket og hans Tanker sikkert væsentlig optagne af hans Strid med Frederik Barbarossa, men det vilde dog være utænkeligt, at Alexander ikke og det med stort Bifald skulde af Legaten have hørt om Hierarchiets store Seir i Norge og om Bestemmelsen om ægtefødte Personers Eneret til Thronen. Hvor urimeligt maa det ei da forekomme, naar Sagaen fortæller, at Paven[1] befalede den norske Kvinde at fortælle sin efter Giftermaalet med Unaas (pater est, quem justae nuptiae demonstrant) fødte Søn, at han egentlig var avlet i utugtig Forbindelse med en Konge! Thi hvad vilde være den sandsynlige Følge af denne Moderens sildige Tilstaaelse for Sønnen, uden at der hos denne maatte vækkes Aspirationer, der efter 1164 vare ganske uberettigede? Nogen anden Fordel for den unge Søn, end den, at han, om Begivenhederne i 1164 ikke harde fundet Sted, vilde have kunnet reise Fordring paa Thronen, men som han nu (allermindst fra et kirkeligt Standpunkt) ikke mere kunde gjøre, kan ikke let udfindes. Nogen privat Arv efter Kong Sigurd kunde der ei være Tale om at paastaa eller opnaa, og ligesaalidt kunde tænkes paa nogen høiere,
- ↑ Storm har i sin sidste Afhandling aabenbart følt det Urimelige i, at Paven skulde have udtalt sig i Gunhilds Sag, og har omskrevet det til „Skriftefaderens Overerdnede“ (S. 164), men dette er vilkaarligt. Sverre har ladet sin Historieskriver paaberaabe Pavens Erklæring, og hertil maa Kritiken holde sig.
