blev ved Curien fra 14de Aarhundrede af[1]. At faa aflagt skriftemaal vilde altsaa for en norsk Kvinde, der sikkert intet fremmed Sprog har forstaaet, være hel vanskeligt og kunde neppe skee uden gjennem en eller flere Tolke som Mellemled. Men, ogsaa forudsat, at Gunhild virkelig baade har været i Rom og skriftet der, saa have vi endnu Pavens Indblanding i Sagen og hans Befaling, om at Sverre skulde faa Besked. Dette forekommer mig fremfor alt saare utroligt. For det første er det i og for sig selv lidet rimeligt, at en fattig norsk Kvinde skulde gjøre et saadant Indtryk paa nogen af Curiens Geistlige, at han skulde have fundet det Umagen værd at gjøre Forestilling om hende til Paven. Og saa – hvem var Pave i Rom paa den Tid, det vil sige omtrent 1175? Det var Alexander III. Visselig hørte Norges Anliggender aldrig til dem, der i fortrinlig Grad have optaget Pavers Tanker, men om denne Pave kan det dog antages, at han ingenlunde ganske var hverken helt ubekjendt med eller helt ligegyldig ved Norge og dets Kirke. Man maa først erindre, at det ikke var for ret længe siden, at Alexanders umiddelbare Forgjænger og tidligere Overherre Hadrian IV (Nicolas Brekespere) personlig som Cardinal havde besøgt Norge og ordnet dets kirkelige Forholde, hvilket ikke let kan have været ganske glemt af Alexander. Endvidere havde Biskop Eystein for endel Aar tilbage besøgt Alexander for at hente sit Pallium og var bleven indviet paa hans Befaling, maaskee endog af ham selv. Og Eystein vides bestemt ogsaa senere at have nydt en vis Bevaagenhed hos sin høie Herre[2]. Hertil
