ethvert Fald maatte blive tvivlsom, eller ogsaa har Unaas opdaget hendes Tilstand og da naturligviis forlangt Besked. Har hun nu tilstaaet Sandheden for ham, har Unaas været merkelig taus, siden Hemmeligheden endog skal have været bevaret for hans Broder Færøbispen, der jo i Sagaen først siges at have erfaret den efter Gunhilds Tilbagekomst fra Rom. At Sverre selv virkelig holdt sig for Unaaas’s Søn, derom har man et Vidnesbyrd hos Saxo (hvem vi senere skulle citere), thi denne oplyser, at Sverres ældste Søn, der siden kaldtes Sigurd Lavard, oprindelig hedte Unaas, efter den, i hvem Sverre saa sin Fader.
Saa er det Gunhilds Romerreise og de med den forbundne Omstændigheder. Gunhild, hvis Mand Unaas havde været kambari, og som jo havde havt flere Børn, kan jo neppe formodes at have været nogen særlig velhavende Kone, og alligevel skulde hun have reist til Rom, en lang og kostbar Færd. Selv Mænd droge neppe ofte fra Norge til Rom paa den Tid, især da Valfarterne just dengang paa Grund af Korstogene og Væringetjenesten i Constantinopel langt hyppigere gik til det hellige Land. Ingen af vore gamle Konger har været i Rom, og selv Høvdingers Romerbesøg vare saare sjeldne. Imidlertid, tænkelig kunde jo en saadan Reise nok være. Vi kjende f. Ex. af Sturlunga Saga[1] en islandsk Kvindes Romerfærd, omtrent paa samme Tid, men hun tilhørte vel at merke en meget velhavende Slægt og havde sin Mand med. Men saa er det Skriftemaalet. Paa den Tid – det tør man vistnok sikkert sige – gaves der endnu ikke i Rom særskilte Poenitentiarier for Norden, saaledes som Tilfældet
- ↑ Sturlunga Saga, ed. Vigfusson B. I, pag. 30 fgg. (III, cap. 30).
