Side:Historisk Tidsskrift (Norway), fjerde Række, tredie Bind (1905).pdf/173

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
169
DEN FØRSTE NORSKE KONGEKRONING.

Lederstilling og Høvdingeskab, medens det intetsomhelst indeholdt, som kunde tjene til at styrke Kannikerne i deres Strid med sin Erkebiskop, blev det dem en nærliggende Fristelse at lempe en Del paa Udtrykkene for at give at forstaa, at de store Indrømmelser ligeoverfor Kirken og Hierarkiet ikke væsentlig gjaldt Erkebiskopens vexlende Person som saadan, men Nidaros Metropolitansæde som kirkelig Institution, hvorunder foruden Erkebiskopen ogsaa som fuldt delagtigt Led indgik Domkapitlet selv. Overhovedet bør det udtrykkelig siges, at jo mere man arbeider sig ind paa den ene Side i Falsariets Enkeltheder og paa den anden i Kannikernes forbitrede optræden ligeoverfor Erkebiskop Jorund, des mere træffende erkjender man Storms Indpasning af det for Efterverdenen i Afskrifter reddede forfalskede Aktstykkes Tilblivelse i den ved de sidstnævnte Rivninger fremkaldte Situation.

Den saaledes foretagne omfattende Forfalskning af Dokumenterne fra Paasken og Sommeren 1163 er imidlertid kun de sidste svage Efterdønninger af den vældige Brydning, det norske Samfund som umiddelbar Følge af de i de ægte Dokumenter nedlagte Aftaler tidligere havde maattet stride sig igjennem. Disse Aftalers Betydning for Rigets egen Historie er den, at de indfører Kirken som den mægtigste Faktor i den verdslige Statsret, at de derved dels forgifter dels direkte fremkalder de blodigste og langvarigste Afsnit i Borgerkrigene, og at de længe gaar som den ledende røde Traad gjennem de følgende Sammenstød og Forhandlinger mellem Stat og Kirke Først fra 1310 af indtræder der ved Kongens Opgivelse af sin jævnførelsesvis ganske nylig erhvervede Lensoverhøihed over Erkebispestolen endelig en Ligevægt, som dog kun overfladisk skjuler Kongedømmets principielle