blive staaende institutionel Regel[1]. Dette frafaldtes rigtignok allerede ved næste Ledighed i Metropolitanembedet, idet Kong Haakon V ved en særskilt „pragmatisk Sanktion“ af 13de Januar 1310 „ophævede og kasserede“ den erkebiskopelige Lenspligt. Men just af denne høitidelig udfærdigede Renunciation fra Kongedømmets Side fremgaar det, hvor alvorlig Erkebiskopens Lensuderkastelse, da den skede, var bleven opfattet, og hvor megen Vægt derpaa fra de verdslige Magthaveres Side var bleven lagt. Den afsluttede da ogsaa med endelig Virkning Rækken af de hierarkiske Bestræbelser for stadig at holde Mindet om Kongedømmets engang anerkjendte Lensafhængighed af Kirken friskt.
At hint ydmygende Skridt af Erkebiskop Jorund ikke vandt Bifald i de geistlige Kredse, forstaar man imidlertid ikke blot deraf, at den allerførste Leilighed, som frembød sig, benyttedes til at faa Erkebiskopens Jarleværdighed afskaffet igjen, men ogsaa af den Forvanskning af det i den modsatte Retning gaaende Lensunderkastelsesbrev af 1163, der paa denne Tid – som af G. Storm godtgjort – maa være udført. Erkebiskop Jorund’s Nedværdigelse til Kongens lensunderkastede Mand viste sig først rigtig belyst, naar den sammenlignedes med hans store Forgjænger Eysteins Tilegnelse af Lensoverhøiheden over det samme norske Kongedømme. Derfor drog Jorunds stridbare Modstandere i Domkapitlet frem af Metropolitansædets Arkiv det Dokument, som indeholdt vidnesbyrdet om en saadan Kapitulation fra en forudgaaende Konges Side. Men da Dokumentet i deres Øine samtidig altfor stærkt fremhævede Erkebiskopens personlige
- ↑ Jfr. min Afhandling om „Throndhjems politiske og statsretslige Forhold i Sagatiden“ i Heggtveit’s „Throndhjem i Fortid og Nutid“ S. 49–50.
