Side:Historisk Tidsskrift (Norway), fjerde Række, tredie Bind (1905).pdf/171

167

DEN FØRSTE NORSKE KONGEKRONING.

Med denne sidste Episode var dog til Gjengjæld de geistlige Forsøg paa at hævde Aftalerne af 1163 som stat- retlig bindende for Kongedømmet i Virkeligheden afsluttede. Da de under Kong Magnus Lagabøters Forhandlinger med Erkebiskop Jon Raude af den sidste paany trækkes frem og nu for første Gang under offentlig Paaberaabelse ogsaa af selve Lensunderkastelsen, saa sker det i den øiensynlige Hensigt fra Erkebiskopens Side alene at anvende dem som Skræmmeskud og Prutningsmon, hvorved han haaber at bringe Kongedømmet til at gjøre andre, virkelig opnaaelige og derfor mere reelle Indrømmelser. Disse Forhandlinger og den voldsomme Fornyelse af Striden mellem Staten og Kirken, som de fra 1280 af fremkaldte, hænger saaledes kun fjernere sammen med Emnet for den foreliggende Afhandling og kan her forbigaaes. Men at de gamle hierarkiske Krav paa Kirkens Overhøihed over Stat og Konge dog ogsaa har givet sig visse Udtryk under denne nye Kirkestrid, synes man med Sikkerhed at kunne slutte af den ellers ret uforklarlige Omstændighed, at Norges verdslige Magthavere endnu saa sent som i 1297 fandt sig opfordrede til at benytte den da opstaaede Uenighed mellem Erkebiskop Jorund og hans Domkapitel til at paatvinge den vanskeligt stillede Metropolitan Titel og Værdighed af Jarl. Hensigten med paa denne Maade at gjøre Erkebiskopen til svoren Lensmand af Kongen kan nemlig kun have været nu endelig en Gang for alle at faa slaaet en Pæl gjennem den Statsbetragtning, der omvendt vilde gjøre Kongen til vasal under den Landshelgenen repræsenterende Erkebiskop. Og det var vel at mærke ikke blot den daværende Erkebiskop personlig, som denne Underkastelse under Kongedømmets Overhøihed skulde gjælde for. Meningen var paatagelig, at Erkebiskopens Jarleværdighed skulde