da navnlig Erkebiskop Eysteins „Guldfjæder“; thi alene ifølge Loven af 1163 kunde Skule som ægtefødt Broder af den sidst afdøde Konge tillægges et Fortrin fremfor den af selve Odelskongestammen udsprungne, men uægtefødte Haakon Haakonssøn. Uagtet den daværende Erkebiskop Sigurd selv, som Søn af en gammel Birkebeiner, personlig synes at have holdt sig undaf disse nye og for Landets Fred saa farlige Makinationer, var det dog ogsaa nu fra geistlige Hold, at Skules uudslukkelige Ærgjerrighed stadig pustedes op, og at det sidste blodige Afsnit i de norske Thronstridigheders Historie fremkaldtes. Navnlig var øiensynlig den meget formaaende Prælat, Abbed Bjørn i Nidarholms Kloster, Skules fornemste Raadgiver og Sufflør[1].
Ogsaa denne Gang røvede imidlertid Døden Geistligheden dens Thronprætendent. Skule dræbtes som bekjendt lige udenfor Nidaros den 24de Mai 1240. Men om Hierarkiet end derved nødedes til at ændre Taktik og for Eftertiden at knytte sine Forhaabninger til Indrømmelser fra Kong Haakons egen Side, saa har vi ovenfor seet, at det ikke opgav Tanken paa ved given Leilighed paany at fremholde Kroningen af 1163 som retsstiftende for Forholdet mellem Stat og Kirke. Leiligheden kom, da Kong Haakon i 1245 gjenoptog Forhandlingerne om sin Kroning. Den Afvisning, som Biskopernes Krav paa, at han til Gjengjæld skulde sværge „Magnus Erlingssøns Kroningsed“, fra Kongens Side mødte, og som gjentoges for Legaten Vilhelm af Sabina umiddelbart før Kroningen i 1247, er imidlertid ovenfor S. 95–96 i anden Forbindelse med tilstrækkelig Udførlighed omtalt.
- ↑ Om de hidhørende Begivenheder jfr. især Munchs Fremstilling, hvis Opfatning af Enkelthederne vistnok er rigtig.
