under Paaskud af, at det var tvilsomt, om han som uægte overhovedet var Søn af Kong Haakon Sverresøn. Ved Hjælp af denne Holdning fra Episkopatets Side lykkedes det derfor i de følgende Aar at holde Thronfølgespørgsmaalet under idelig Diskussion, der rigtignok indtil videre afsluttedes paa et Rigsmøde i Bergen 1223, hvor paa den ene Side Skule Jarl fik sig overladt Landets nordlige Trediedel som Len, medens paa den anden Side Mødet bestemt anerkjendte Kong Haakons udelte Ret til selve Kongedømmet. Men Geistlighedens Utilfredshed med sagernes Gang fremtraadte atter meget krast ved Erkebiskop Guthorms Død i Begyndelsen af 1224 og Valget af en Kongen særlig fiendtlig stemt Efterfølger. Heller ikke hjalp det stort, at den valgte efter Kongens Anmodning af Paven erstattedes med en Slægtning af Erkebiskop Eystein; thi ogsaa denne sjette Erkebiskop kastede snart Masken og deltog med Iver i de stadige Intriger til Fordel for Skule. Et nyt Erkebispeskifte, der efter faa Aars Forløb fulgtes af endnu et, bidrog vistnok en Tidlang til, at de hierarkiske Bestræbelser traadte noget i Baggrunden, omend Erkebiskop Eysteins i 1229 stedfundne Anerkjendelse som Helgen ikke just pegede paa nogen Villighed til at opgive det af ham indtagne Standpunkt. Men eftersom Forholdet mellem Kongen og Hertug Skule ud gjennem Trediveaarene stadig forværredes og endelig i 1239 ledede til, at den sidste lod sig give Kongenavn paa Ørething, var Nidaros Korsbrødre blandt dem, som han hyppigst raadførte sig med (Haakon Haakonssøns Saga, Ungers Udgave, Kap. 206), og nogle af dem „læste op Bøger for ham“ for at bestyrke ham i hans Paastand paa at have Ret til Kongedømmet i Norge. De Bøger, hvortil her sigtes, kan kun have været Afskrifter af de Lovbøger, hvori Thronfølgeloven af 1163 var optaget, og
