kon Galen, naar han med Tiden skulde forsvare sin Throne ligeoverfor Haakon Haakonssøn og dennes utvilsomt af et stort Parti støttede Paaberaabelse af de gamle Arvefølgeregler, vilde blive nødt til – en ny Magnus Erlingssøn – helt at kaste sig i Geistlighedens Arme og søge sin Støtte i Aftalerne af 1163. Som det af Sagaberettelserne fremgaar, forstod da ogsaa Tilhængerne af Odelskongedømmet meget vel det Nederlag, deres Opfatning ved det omhandlede Forlig paa Ørething mellem Kong Inge og Haakon Galen havde lidt. Fortællingen om den gamle Birkebeiner, som meddelte den unge Haakon Haakonssøn, at man idag paa Thinget havde fradømt ham hans Fædrearv, er herfor tilstrækkelig betegnende. I ethvert Fald havde Biskoperne ved denne nye Intrige efter Evne sat en Splid i Gang blandt Kongehusets Ætlinge, som med Tiden kunde kaste Landet op i nye Kampe og give Anledning til Fiskeri i oprørt Vand. Lykkeligvis raadede ikke de, som her spaaede. Haakon Galen døde allerede i Januar 1214, og Kong Inge overlevede ham i flere Aar.
Ved sidstnævntes Død i April 1217 var Erkebiskop Guthorm, den femte Indehaver af denne høie Stilling, fraværende, hvorfor det lykkedes Tilhængerne af Odelsarvefølgen at faa Haakon Haakonssøn paa Ørething udraabt til Konge. At Geistlighedens egentlige Thronkandidat derimod var Kong Inges efterlevende Halvbroder, Skule- af Rein, fremgik imidlertid af forskjellige Omstændigheder, ikke mindst deraf, at der ogsaa til hans Fordel særlig paaberaabtes hans ægte Fødsel. Da den unge nyudraabte Konge Aaret efter igjen kom til Nidaros, nægtede Erkebiskopen ham da ogsaa ligefrem og, som han selv udtrykkelig oplyste, efter samraad med Rigets samtlige Biskoper, at yde ham de en Konge tilkommende Hædersbevisninger,
