Kongekroning ved vigtige Leiligheder igjen og søges opfriskede. Efter Baglernes Nedlæggelse af Vaabnene i 1208 første Gang allerede i 1212. Det var denne Gang den noksaa uklare Stilling ved Kong Inge Baardssøns Hof, som skaffede forønsket Anledning. Kongens ældre, som – bekjendt paa Fædrene Side svenske Halvbroder, Haakon Galen, gjorde som Søstersøn af Kong Sverre Fordring paa at dele Riget med den til dette ikke nærmere berettigede Inge. Forsaavidt afvist, „fandt han paa en anden Udvei“, der øiensynlig blev indblæst ham fra geistlige Hold. Haakon havde en ægtefødt Søn, medens Inges eneste Søn var frillebaaren. Med kraftig Bistand af Sverres tvende Hovedmodstandere, den gamle, aftraadte Erkebiskop Erik og Biskop Nicolaus af Oslo, den nye Erkebiskop Thore samt Biskopen af Bergen – et for Leiligheden sammenkaldt Bispemøde, der viser, hvor magtpaaliggende Sagen var Episkopatet –, lykkedes det Haakon at faa drevet igjennem paa Ørething, at Kong Inges egen Søn, som uægte født, i Henseende til Thronarvefølgen skulde staa tilbage for Haakon selv og hans ægtefødte Søn. Hierarkiets Hensigt med at tage sig saa ivrig af dette Anliggende er tydelig nok. Thi den eneste Lov, som foreskrev ægte Fødsel som Betingelse for at kunne bestige Thronen, var Thronfølgeloven af 1163, og naar det altsaa lykkedes paa selve Ørething, Hyldingsthinget for det hele Land, at faa denne Lov paany anerkjendt i et saa vigtigt Punkt som det nævnte, sagde det sig selv, at den dermed ogsaa var erkjendt gyldig for sit øvrige Indholds Vedkommende. Beregningen var saameget klogere, som Thingbeslutningen i Taushed forbigik den opvoxende Kongesøn af den gamle kongelige Mandsstamme, Haakon Haakonssøns Odelsret til Kongedømmet. Dermed syntes der at aabne sig en sikker Udsigt til, at Haa-
