Tidens og Omstændighedernes Tryk at bringe den videre frem til fuld Klarhed og Selvbevidsthed. Men dette vil jo igjen sige, at i hans Person og Standpunkt er det den nedarvede oldnorske og derigjennem tillige oldskandinaviske og oldgermaniske Samfundsopfatning, som træder op mod den romerkirkelig-hierarkiske. Det er med andre Ord to ulige Kulturstrømninger, som mødes under Birkebeinernes og Baglernes Kampe, og just derfor bliver Sammenstødet saa voldsomt og forbitret. Professor Zorn har Ret i, at det var to færdige Systemer, som heroppe røg sammen i Brydning[1].
Baglerne tabte imidlertid tilsidst. Den oldnorske Samfundsbygning var endnu stærk nok til at holde sig oppe et Par Aarhundreder. Men Geistligheden gav sig derfor ingenlunde for det første. Hele det 13de Aarhundrede ud igjennem gaar dens Krav fra Landets første
- ↑ Naar Sars, Udsigt II, S. 155–56, fremhæver, at heller ikke Baglerne, bortseet fra, at de „stundom slog om sig med store Ord om, at de kjæmpede ifølge Pavens Bud, og at alle Birkebeiner var bansatte“, „udmærkede sig ved sin Devotion“, og i det hele taget i adskillig Grad søger at udslette de principielle Modsætninger mellem de Stridende, saa har han derimod kun forsaavidt Ret, som den store Mængde paa begge Sider naturligvis til dagligdags mere spurgte efter sine egne nærliggende personlige Motiver end efter de stats- og kirkeretlige Synsmaader, som de i Virkeligheden repræsenterede. Men saa vil jo Tilfældet – tildels bortseet fra de egentlige fanatiske Religionskrige – være i enhver politisk Kamp og var det navnlig ogsaa i Middelalderen. Dertil kommer, at Sverres Saga, som er vor vigtigste Kilde til Baglernes Historie ingenlunde kan ansees som noget upartisk historisk Dokument – tværtimod! –, og at det overhovedet ikke var dens Sag at gjøre Rede for de fornuftige og principielle Grunde, som kunde være de ledende ogsaa hos Sverres Modstandere.
