kaldte, i dette Emne saa berømte Bulle „Unam sanctam“, endog først i Aarene omkring Aaret 1300. Naar da Sverre her oppe i Norge et helt Aarhundrede forud og øiensynlig uden at kjende Romerretten kan gjøre gjældende et Statsmandsblik, der stiller sig i en saa skarp Modsætning til de kirkelige Synsmaader, hvori han selv med sin Klerkeuddannelse var opdraget, saa maa det ganske vist delvis tilskrives hans egen overlegne Personlighed og høit udviklede Dømmekraft. Men ogsaa om ham gjælder det dog, at han er et Barn af sin Tid og sit Land, og at den Udvikling og Modning, han har havt Anledning til at gjennemløbe, har været betinget af de Omstændigheder, som tvang ham fremad. Og først i Rækken blandt disse af ham haardnakket bekjæmpede Tidsmomenter staar da den ved Kroningsaftalerne i 1163 indledede Statsskik. Mod den og dens enkelte Følgesætninger tager han allerskarpest og allermest bestemt til Orde, og den er det derfor ogsaa, som har tvunget ham til at gjennemtænke Kongedømmets hele Theori og Retsgrundlag. Romerretten har han herved, som sagt, ikke kunnet drage sig til Nytte. Bologneserskolens Indflydelse var paa hans Tid endnu ikke naaet op til Norge. Men Bibelen og den kanoniske Ret stod ham til Raads, og af begge forstaar han paa sindrig, tildels næsten altfor advokatorisk Maade at sammenstille en Række Udtalelser til Fordel for, hvad han vil bevise. Selve Opfatningen har han derimod – selvfølgelig – ikke hentet fra disse kirkelige Kilder. Han anvender dem kun i udstrakt Maalestok til Forsvar for sin Synsmaade, fordi det maatte være hans Opgave at overbevise sin Samtid og sine Tilhængere om dennes Forligelighed med Kristendommen. Ham selv er tværtimod hans Statsretsopfatning medfødt. Han har overtaget den i og med Odelsretten til Riget, og han har blot behøvet under
