anvendte Betragtninger klinger, som det vil sees, dog den samme principielle Afvisning som „Ulov“ af de Indrømmelser, der i Kong Magnus’s Navn var blevet gjort Kirken, som Kong Sverre allerede i sit første Møde med Erkebiskop Erik uden Prutningsmon havde ladet komme til Orde. Forskjellen er som sagt, kun, at han i Skriftet drøfter Spørgsmaalet som et, der angaar den hele Kristenhed og tager Sigte paa Guds egen Ordning af alt Samfundsstyre. Men i Henseende herpaa indtager han da ogsaa et Standpunkt, der er saa diametralt modsat den middelalderske Kirkepolitik som vel muligt. Istedetfor at Pavedømmet forlangte den verdslige Magts og dens Repræsentanters Underordning under den kirkelige, samt helst at denne fandt sit Udtryk i en ligefrem Lensunderkastelse af Kongerne under Paven, hævder Kong Sverre Kongedømmets direkte Afhængighed af og Ansvar for Gud uden nogen Mellemkomst af Pave og Kirke. Ja, ban udtaler endog, som vi saa, ganske utvetydig, at i denne timelige Verden faar det blive den verdslige Magts Pligt og Ret at „holde Biskop og Erkebiskop til Retfærdighed“, d. e. at Kongen er Geistlighedens, ikke denne hans Overordnede.
Paany maa man da, som under disse norske Sammenstød mellem Stat og Kirke gjentagende tidligere, med overraskelse spørge, hvorledes det gaar til, at disse udpræget klare Modsætninger saa pludselig og dramatisk fremtræder. Hvorfra har Kong Sverre sin for Datiden saa mærkelig klart udformede Lære om Kongedømmet af Guds Naade? De store sydeuropæiske Repræsentanter for denne opfatning, en Keiser Frederik II, en Kong Philip den Smukke, tilhører jo det følgende Aarhundrede. Navnlig falder den sidstes paa hans Lovkyndiges („Legisternes“) Studium af Romerretten støttede, optræden ligeoverfor Pave Bonifacius VIII og Pavens herved frem-
