(se især dets 4de Spalte), med en logisk tilspidset Præcision og en overbevisningens Styrke, som gjør det til det klareste og i ethvert Fald det tidligste Forsvar for den Statsopfatning, der i Middelalderens næste Aarhundreder arbeider sig frem ligeoverfor Kirkens Lære om det verdslige Sværd, og som bedst sammenfattes i Udtrykket „Kongedømmet af Guds Naade“. „Kongedømmet er“, heder det ligefrem i Skriftet, „oprettet ifølge Guds Bud, men ikke efter Menneskers Anordning, og ingen faar Kongedømme uden af Guds Vilje.“ Derfor er Kongen ogsaa Kirkens Overtilsynsmand: „Kongen er stillet over alle andre værdigheden thi Kongen skal her gjennem sin Styrelse holde Biskop og Erkebiskop til Retfærdighed; hvis de ikke selv vil varetage Retfærdighed.“ Ja, „selv om Kongerne vilde give denne Magt fra sig, saa kunde de ikke faa givet den fra sig, idet de nemlig skal være skyldige at holde de Eder, de har svoret Gud... Thi alle de Sager, som Gud har henlagt under Kongedømmet, kræver han af Kongen, at denne skal svare ham for, og det kan ingensomhelst berøve en anden, hverken givende eller modtagende, fordi saadant vilde være mod det, Gud har anordnet, og stik mod hans Bud. Men hvis der var Konger saa uforstandige, at de ikke kjendte disse (Guds) Skrifter, og havde de af den Grund bekræftet („iattat“), hvad de ikke havde Ret til at indrømme, og som det endog var Synd og Skyld for de andre at bede om, fordi det var mod Guds Anordning, saa blev allerede ovenfor vist, at hverken kunde hans (den eftergivende Konges) Begjæring eller hans Anordning eller Bekræftelse („jattkvæði“) bestaa mod den guddommelige Anordning og hellige Bestemmelse“.
Gjennem disse mere i sin Almindelighed udtrykte og derfor ogsaa paa de norske Forhold mere diskret
