to uforsonlige Livssyn og Samfundsopfatninger mod hinanden, som længere syd repræsenteres af Guelfer og Ghibeliner. At anskue dem alene under Synspunktet af lokale norske Sammenstød, fremkaldte ved alle Slags tilfældige, indre Modsætninger mellem Personer, Samfundsklasser og Landsdele, er at berøve disse oprørt voldsomme Stridigheder den historiske Baggrund, som tilkommer dem, og uden hvilken de pragmatisk ikke kan forstaaes. Det er at gjøre det uhjælpeligt smaat, som dog i Virkeligheden var et Led i Kristenhedens store Hele.
Ikke mindst faar man Syn for Rigtigheden af denne Opfatning naar man mærker sig, hvorledes de samme Kampe modner en Personlighed som Kong Sverre og tvinger ham til at gjøre sig selv og Samtiden fuld Rede for, hvad han paa sin Side repræsenterer. Ligesom han fra sin første optræden var paa det rene med og stadig i klare Ord fremholdt, at hans Sag var enstydig med Bevarelsen af Landets nedarvede statsret i direkte Modsætning til den nye, i 1163 vedtagne, saaledes voxer under den uafladelige Strid for at hævde dette Standpunkt ogsaa hans Forstaaelse af, at hans Sag var enstydig med noget endnu meget mere, nemlig ikke alene med det norske Kongedømmes, men med Kongedømmets og Kongernes Sag overhovedet, i skarp Modsætning til Hierarkiets mere og mere ogsaa paa det verdslige Omraade omsiggribende Vælde. Dette videre og høiere Syn paa, hvad hans Kamp gjaldt, fremtræder i hans[1] berømte Stridsskrift mod Biskoperne, der paatagelig er forfattet i Tiden efter Kundgjørelsen af Pavens Banbulle, formentlig 1199
- ↑ At det er Kong Sverre selv, som er den egentlige Forfatter, omend maaske ikke netop Skriveren, af Skriftet, tillader hverken dets Indhold eller Form nogensomhelst Tvil om.
