hierarkiske Statsskik, at „Bispestavens“ Parti skabtes. Af denne Grund erklæredes ogsaa dets to første Konger at være Sønner just af Kong Magnus, den egentlige og oprindelige Repræsentant for Kongedømmets Kapitulation. Og nøiagtig ind i samme Tankeforbindelse hører det, at Pave Innocents, netop paa det Tidspunkt, da Reglerne syntes at have en vis Udsigt til at vinde overmagten i Norge (1198), støttede dem med Kirkens stærkeste Magtmidler: fornyet Bansættelse af Kong Sverre og Interdikt over hans Rige. Det er den samme forenede Mobilisering af alle det timelige og det aandelige Sværds Ressurcer, som vi kjender fra Kirkens forbitrede Kampe med de tyske Keisere. Baglerne er forsaavidt Norges Guelfer. Betænker man nu, hvilke Lidelser og Ulykker Baglerkrigene bragte over Norge, hvor dybt og ødelæggende de greb ind i Samfundsliv og Folkets Velfærd, erindrer man saadanne oprivende Træk og Begivenheder som f. Ex. Bergenssommeren 1198 med Bergens Brand, den store Bondereisning i Viken mod Kong Sverre og Slaget paa Isen ved Oslo i Marts 1200, den langvarige Beleiring af Borgen ved Tønsberg 1201–2 eller Blodbrylluppet i Nidaros Vaaren 1206, saa vil det erkjendes, at Geistlighedens Magtbegjær blev Norge dyrt, og at den Sædernes Forvildelse og den fornyede Opaling af Folkets endnu kun halvt udelukkede Vikingedrifter, som den blodige Borgerkrig medførte, danner et stort Fradrag i de Fortjenester, den katholske Kirke indtil da havde indlagt sig af de nationale Kulturfremskridt. Paa den anden Side maa det imidlertid heller ikke oversees, at Datidens hierarkiske Bestræbelser for Paver, Biskoper og Munketheologer var en ideel Livssag, som de haardnakket troede paa og ofte personlig bragte de største Ofre. I Virkeligheden tørner derfor i Kampene mellem Bagler og Birkebeiner de samme
