mæssige Forgjænger Magnus –, saa Erkebiskop Erik sig ud paa Sommeren 1194 istand til at forkynde Pavens Bansættelse af Kong Sverre[1]. Og efterat derpaa ogsaa -de øvrige Biskoper, som nu ikke længer vovede at skille Lag fra Erkebiskopen, havde forladt Riget, stiftedes saa Forsommeren 1196 efter Erkebiskopens egen Tilskyndelse[2] Baglernes, efter „Bispestaven“ udtrykkelig opkaldte Parti med en paastaaet Søn af „Norges første kronede Konge“ som Thronprætendent og med Biskop Nicolaus af Oslo som den virksomme Leder. Herved tog Geistligheden et skjæbnesvangert Skridt videre i den Retning, hvori Fastholdelsen af Principerne af 1163 uvilkaarlig maatte drive den. Under Kampene mellem Magnus og Sverre og senere navnlig ved Reisningen af „Kuvlungernes“ i 1188 atter ødelagte Flok havde den meget bestemt taget Parti[3]. Nu stiftede den selv Parti – ikke af Hensyn til det valgte Kongsemnes Ret – thi at deres saakaldte Konge, Inge, i Virkeligheden ligesaalidt som Efterfølgeren Erling Steinvægg var Søn af Magnus Erlingssøn, tør man vel gaa ud fra –, heller ikke for at sikre Liv, Lemmer og Gods for visse gjenlevende fornemme Tilhængere af Magnus eller andre af Sverres Modkonger – thi Sverres Færd havde noksom vist, at et alvorligt søgt Forlig med ham af hvilkensomhelst Aristokrat kunde erholdes. Derimod var det med det af hele Situationen tydeligt betegnede Formaal at kjæmpe for den af Episkopatet forfægtede
- ↑ At Efterretningen herom ikke kan være naaet Norge før Kroningen, derom se Munch (l. c. III. S 279), hvis Anførsler i den Anledning neppe lader sig afvise.
- ↑ „Til þeirar ferðar réð Eiríkr erkibyskup“, Sverres Saga Kap. 127 (Ungers Udgave).
- ↑ Særlig blandt „Kuvlungerne“, d. e. „Munkekutteflokken“ fandtes flere af Erkebiskop Eysteins nærmeste Slægtninge.
